Eva Tinds første roman efter de anmelderroste digtsamlinger “Do” og “Eva+Adolf”. “Rosenvej” er historien om en barndom i 70erne og en pige, der vokser op. I hendes barndom er livet fuldt af dampende, ru kalvetunger, af dagplejemoren, Annie, som lukker vinduet i, når børnene græder i barnevognene, og af ånden i glasset, som manes frem sammen med veninderne. Den gamle kvinde, Mathilde, er pigens fortrolige, og hun ikke er bange for at svare pigen på livets dystre og store spørgsmål. I puberteten beskrives pigens første forelskelse i Kim med kys, svigt og sug i maven, og samme Kim henter efter års adskillelse den unge kvinde hjem, da det er tid til at vise Mathilde den sidste taknemmelighed for den rolle, hun havde i pigens barndom.
Pressen skrev:
Rosenvej er et fornemt tildannet blik på en barndom i Danmark, dette enorme og enkle rum, som barndommen er. Alt filteret gennem en hypersanselig og subjektiv linse, som er den pigelige jegfortælles vidtåbne registreringsapparat … midt i denne fremstilling af det helt almindelige og det normale er der også en serie af de ordinære, små og meget store katastrofer, der rammer os alle i realiteten: Storebroren dør pludselig og uforklaret og resterne af ham opbevares i en blå gulvvase … Nu er Rosenvej ikke hjemsted for katastrofer alene. Opvæksten er også fyldt til randen med vidunderlige sansninger af natur, og fabulerende erindringer … Det her er prosalyrik og en ualmindelig god prosalyrik af slagsen.
☆☆☆☆☆ Politiken
Passage efter passage med imponerende sikker prosa … Der er mange glidende bevægelser og meget natur i Rosenvej, det er som om bogens navnløse fortæller glider gennem sin egen barndom i en fortryllet sæbeboble.
– Information
Forfatterens Rosenvej er en livsvej, der starter ved fødslen og som løber igennem barndommens østjyske provinsby og dens villaveje frem imod vågnende seksualitet og opbrud. Bogens absolutte styrke er de mange fine passager, hvor nogle af provinsbyens personer præsenteres, familiemedlemmer besøges ude på landet, havernes herligheder udpensles og situationer med kammeraterne beskrives. Glæden ved sproget og opremsningernes ynglende detaljerigdom er smittende. Turen ad Rosenvejen igennem barndommens jyske provinsby er en smuk prosavandring med psykologisk fin-sans i skildringerne af villavejens stilfærdige dramaer.
☆☆☆☆☆ Berlingske tidende
Eva Tinds første roman efter de anmelderroste digtsamlinger “Do” og “Eva+Adolf”. “Rosenvej” er historien om en barndom i 70erne og en pige, der vokser op. I hendes barndom er livet fuldt af dampende, ru kalvetunger, af dagplejemoren, Annie, som lukker vinduet i, når børnene græder i barnevognene, og af ånden i glasset, som manes frem sammen med veninderne. Den gamle kvinde, Mathilde, er pigens fortrolige, og hun ikke er bange for at svare pigen på livets dystre og store spørgsmål. I puberteten beskrives pigens første forelskelse i Kim med kys, svigt og sug i maven, og samme Kim henter efter års adskillelse den unge kvinde hjem, da det er tid til at vise Mathilde den sidste taknemmelighed for den rolle, hun havde i pigens barndom.
Pressen skrev:
Rosenvej er et fornemt tildannet blik på en barndom i Danmark, dette enorme og enkle rum, som barndommen er. Alt filteret gennem en hypersanselig og subjektiv linse, som er den pigelige jegfortælles vidtåbne registreringsapparat … midt i denne fremstilling af det helt almindelige og det normale er der også en serie af de ordinære, små og meget store katastrofer, der rammer os alle i realiteten: Storebroren dør pludselig og uforklaret og resterne af ham opbevares i en blå gulvvase … Nu er Rosenvej ikke hjemsted for katastrofer alene. Opvæksten er også fyldt til randen med vidunderlige sansninger af natur, og fabulerende erindringer … Det her er prosalyrik og en ualmindelig god prosalyrik af slagsen.
☆☆☆☆☆ Politiken
Passage efter passage med imponerende sikker prosa … Der er mange glidende bevægelser og meget natur i Rosenvej, det er som om bogens navnløse fortæller glider gennem sin egen barndom i en fortryllet sæbeboble.
– Information
Forfatterens Rosenvej er en livsvej, der starter ved fødslen og som løber igennem barndommens østjyske provinsby og dens villaveje frem imod vågnende seksualitet og opbrud. Bogens absolutte styrke er de mange fine passager, hvor nogle af provinsbyens personer præsenteres, familiemedlemmer besøges ude på landet, havernes herligheder udpensles og situationer med kammeraterne beskrives. Glæden ved sproget og opremsningernes ynglende detaljerigdom er smittende. Turen ad Rosenvejen igennem barndommens jyske provinsby er en smuk prosavandring med psykologisk fin-sans i skildringerne af villavejens stilfærdige dramaer.
☆☆☆☆☆ Berlingske tidende